Tyrkiet gennem nåleøjet

skrevet af Erik Boel

onsdag, 18 maj 2005

HOP TIL Tyrkiet gennem nåleøjet Side 2 Side 3 Side 4 Side 5 Side 1 af 5 Kronik bragt i Politiken, skrevet af Jesper Møller Sørensen og Erik Boel En fælles EU-folkeafstemning om tyrkisk medlemskab af unionen vil i det mindste give Tyrkiet arbejdsro til at bringe orden i eget hus. Dagens kronikører er forfattere til en debatbog om det moderne Tyrkiet. Hvor er Tyrkiet på vej hen? Kan Atatürks efterkommere fastholde kursen ind i det sekulære Europa, på trods af at stadig flere tyrkere overbevises om, at EU-landene, netop når det gælder Tyrkiet, taler med to tunger? Går Huntingtons tese i opfyldelse, og vil de muslimske tyrkere finde sammen med deres islamiske brødre i Mellemøsten? Eller måske snarere de tyrkisktalende fætre ud fra en pantyrkisk drøm om et slagkraftigt Tyrkiet i centrum for Centralasien og Kaukasus? Vil tyrkerne ride videre på de seneste måneders kraftige nationalistiske bølge, se indad og alene i en sikkerhedspolitisk forstand lægge deres æg i den amerikanske supermagts kurv? I virkelighedens verden vil svaret være mere komplekst, men i sin reneste form udgør disse fire veje de mulige politikker, der i Tyrkiet skaber sammenhæng mellem nation, stat og identitet. Det er mest sandsynligt, at de seneste års 'europæisering' af tyrkisk politik vil fortsætte. Den giver mening i en indenrigspolitisk kontekst som fuldbyrdelsen af Atatürks projekt. Udenrigspolitisk vil europæiseringen betyde en fortsættelse af integrationen i de europæiske strukturer, hvilket vil styrke Tyrkiets muligheder for at håndtere de nye internationale udfordringer - akkurat som det er tilfældet for de nuværende EU-lande. Samtidig er det sandt, at suverænitetsafgivelse og stadig større grad af underordning til en fælles europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik vil være en vanskelig udfordring for den traditionelt stærke tyrkiske statsmentalitet. Men håndteringen af dette skifte lettes af økonomisk vækst, højere uddannelse, bedre indsigt i internationale forhold osv. Alt sammen elementer, som følger af et tættere forhold til EU. Kollapser EU-processen af den ene eller anden grund, vil nationalismen stå som det mest oplagte alternativ. Det er ikke nødvendigvis en ulykke for omverdenen - en stærk og stabil tyrkisk nationalstat skal nok holde sig selv og sine naboer i skak. Det vil derimod være beklageligt for den tyrkiske demokratiseringsproces, der er fulgt i kølvandet på de seneste års tilnærmelse til EU. Reformprocessen vil næppe rulle tilbage, men kunne gå i stå. På samme vis kan man formodentlig skyde en hvid pil efter tanken om et konstruktivt tyrkisk bidrag til demokratiseringsbestræbelserne i Tyrkiets nabolag, særligt i Mellemøsten. En grund til, at Tyrkiet i disse år tiltrækker sig en vis opmærksomhed i nabolandene, er netop den tyrkiske evne til at koble europæiseringen - og hvad deraf følger af økonomisk, politisk og social fremgang - med en reflekteret islam, der går hånd i hånd med sekularisme. En tyrkisk udenrigspolitik med udgangspunkt i nationalisme vil rigtigt nok være indadvendt, men vil også skulle forholde sig til geopolitiske spørgsmål i regionen. Her vil politikken utvivlsomt tage sit udgangspunkt i et strategisk partnerskab med USA (og Israel) baseret på en koldsindig analyse af at dele fælles interesser. Forrige - Næste>>

< Forrige		Næste >