| Det tyrkiske eksempel lover godt |
|
|
| skrevet af Erik Boel | |||||
| lørdag, 04 marts 2006 | |||||
Side 3 af 3 Som led i Atatürks modernisering af Tyrkiet opererede han med en positiv sekularisme. I stedet for fravær af statslig indblanding, som det kendes fra USA's negative sekularisme, anses sekularismen for en så attraktiv doktrin, at den skal fremmes af staten. Den tyrkiske stat har en aktiv rolle, der har ført til forbud og foranstaltninger for at fjerne religiøse symboler og institutioner fra det offentlige rum, forbud mod religiøs undervisning, islamistiske partier og så videre.Et fængslende aspekt ved dagens Tyrkiet er, at landets to højeste poster er besat med personer, der repræsenterer hver sin opfattelse af, hvad sekularisme er: For den traditionelle "kemalistiske" præsident, Ahmet Sezer, er sekularisme en konstant, et fast regelsæt. For premierminister Erdogan er sekularisme et koncept, der er åbent for forandring som følge af ændringerne i det omkringliggende demokrati. Forskellene mellem de to skoler fører til bizarre situationer, som når præsident Sezer holder officielle middagsselskaber. Her kan Erdogans kone ifølge præsidentens kodeks ikke inviteres med, fordi hun bærer tørklæde. Det har styrket Erdogans skole, at den blandt stadig flere opfattes som moderne og demokratisk indstillet. Konfronteret med påstande om at have religiøse aspirationer, svarer Erdogan: "Vi finder det ikke hensigtsmæssigt at sammenblande religion og politik. Vi er ikke muslimske demokrater, vi er konservative demokrater. Hvis der er partimedlemmer, der praktiserer deres religion, og det generer folk, er der ikke meget, jeg kan gøre ved det. Det er akkurat som i den kristne verden, hvor det er normalt, at politikerne kan praktisere deres tro. Er det ikke netop i fin overensstemmelse med den sekulære stat?" Opblødningen af den rigide sekularisme ses mest tydeligt i spørgsmålet om tørklædepigerne. I de ortodokse kemalisters øjne er sløret udtryk for en religion, der nedvurderer kvinder og sætter dem i en underdanig position. Men mange af de unge tyrkiske kvinder er sig helt bevidste, at det skal være deres eget valg, om de ønsker at bære tørklæde. For de kvinder, der ønsker at gå med slør, er det en frihed - en pluralisme - fordi de hermed får mulighed for at give udtryk for deres personlige, religiøse overbevisning i det offentlige rum. Erdogan har ikke lagt skjul på, at det efter hans opfattelse er diskriminerende, at tørklædepiger ikke har adgang til universiteterne. Eftersom det i EU's tiltrædelsespartnerskab står anført, at Tyrkiet skal sikre, at der ikke diskrimineres ud fra blandt andet religiøse kriterier, kan Erdogan siges at have en pointe. De mest radikale miljøer i den muslimske verden og de mest anti-islamistiske kredse i Vesten er underligt nok enige om ét forhold: Islam og demokrati er to uforenelige størrelser. For de ekstremistiske islamistiske kredse er islam guddommelig, mens demokrati er en vestlig opfindelse. Og mennesket kan slet ikke gribe ind i den orden, der er skabt af Gud. Folkelig suverænitet er derfor inkompatibel med Guds suverænitet. I denne udgave bliver islam til en direkte antitese til Vestens demokrati. I Vesten findes den samme opfattelse især på den yderste højrefløj (i Tyrkiet interessant nok på venstrefløjen), men argumentationen er modsat. Her ses islam som anti-demokratisk, fordi den indeholder nogle karakteristika, der reelt betyder, at det ikke er muligt for den at blive demokratisk. Netop Tyrkiet er et godt argument for at afvise påstanden om islam som uforenelig med demokrati. I disse år illustrerer det tyrkiske eksempel, at islam kan være kompatibel med liberalisme, pluralisme og demokrati. Derfor er de tyrkiske erfaringer så bemærkelsesværdige, men også vigtige for hele forholdet mellem islam, demokrati og den vestlige verden. Og hvis de islamistiske grupper i landene i Mellemøsten lader sig inspirere af de tyrkiske erfaringer, indeholder det et løfterigt perspektiv for en fremtidig demokratisering af Mellemøsten. |
|||||
| Næste > |
|---|